Kan du Sue dine forældre for uredelighed? holdes op genlæse langt bedre end de andre Danziger bøger jeg har revideret for sent. Det beskæftiger sig med mange af de samme temaer som The Cat Ate My Gymsuit, men mere subtilt og mere effektivt. Tegnene (lærere, forældre, Cool Kids, og oprørere) er mere komplekse og troværdig, og måske som en konsekvens, familien og skolen dynamik ringede sandere til mig.
Jeg bemærker også, at dette er en af de få børn / YA bøger, jeg har stødt på, at portrætterer advokater i et positivt lys. Måske var det en af de hidtil flygtige kilder til min egen juridiske ambitioner?
Endelig må jeg deler den følgende passage, fordi, hellig drøm dato for den læsende pige:
\ "Husk, når du sagde, du allerede vidste om mig? \"
Han nikker.
\ "Nå, hvordan har du? Var det min charme, vid og fantastiske udseende? \" Jeg lader som model.
Han griner. \ "Nej, faktisk det var bøger. \"
\ "Bøger? \"
\ "Ja, bøger. Flyttede jeg her i løbet af en ferie og ikke kender folk. Så jeg tilbragte det meste af min tid på at læse bøger fra biblioteket. Næsten hver eneste bog, jeg plukket ud havde dit navn i det. Samme med skolens bibliotek. Jeg regnede med at vi nok havde de samme interesser. Så jeg checkede ind på dig lidt. Havde jeg ikke løbe ind i dig og Bonnie den dag, ville jeg have mødt dig på anden vis.
Bøger. Jeg kan ikke tro det. Bøger.
Desværre vil denne scene er næsten uforståeligt for nutidige læsere, der ikke oplever en tid, hvor en underskrevet bøger ud fra biblioteket ved at skrive sit navn på kortet i lommen anbragt på omslaget af bogen. (Og kan jeg bare sige, at jeg savner den historie tabt for os med overgangen til et edb-system, men på samme tid jeg kan huske den forlegenhed, at den offentlige papirspor kan forårsage den lejlighed.)
Så en glad genlæst oplevelse alt i alt, ikke kun for selve bogen, men fordi det rehabilitates Danziger for mig noget efter min skuffelse på min seneste genlæse af The Cat Ate My Gymsuit.
